Enmandshærens beretning

Thomas6web.jpg 

30/7 Enmandshærens dag1

 

Det har været en dejlig første dag som landevejsridder på hærvejsmotorvejen. Motorvejsvandringen blev sat i gang, hvor Steppingvej går over E45 et stykke nord for Haderslev. Her ventede både DR P4 Syd og TVSyd ved take-off. Umiddelbart efter radioindslaget kom en ældre dame susende i bil og holdt ind til siden for at skrive under på protesten hurtigst muligt. Jeg måtte desværre meddele hende, at det foregik elektronisk og at jeg ikke bærer rundt på en lang underskriftsliste.

 

Dagens vandring var på ca 30 km i 30 graders varme og nul vind. Enmandshæren kom igennem landsbyerne Hjerndrup og Frørup. Folk har hilst lidt skeptisk og grinende fra haver og diverse køretøjer. En barmhjertig dame i Frørup med en meget hidsig lille hund skænkede mig to dejlige, iskolde flasker vand, mens Mido gøende trak afsted med havestolen, som den var spændt fast i.

 

Ved Frørup Kirke kunne jeg nyde total stilhed sammen med et hollandsk par på cykeltur til Fanø. De hyldede de små veje og naturen på landet i Danmark. Fanø var åbenbart det sværeste ord i Verden at huske og udtale……

 

En smuk vej i kuperet landskab mod Ødiskrog førte mig og fanen op til svanemosen og siden mod Fovslet Skov, hvor Naturstyrelsen har frit teltningsområde. Her sov jeg med natuglen tudende om ørerne. Grønspætten vækkede mig og efter en tur gennem Fovslet Skov bød landbyboere i Hjarup mig på kaffe og morgenbrød.

 

---

 

31/7 På dag 2 når landevejsridderen Hærvejen

 

Dagens tur var på 40 km i skiftende vejr. Fra Fovslet Skov gik jeg op til morgenbrød ved Hjarup mejeri med et par landsbyboere. Den ene familie skulle efterfølgende til Legoland og den anden til Djurs Sommerland, men de afsatte lidt tid til landevejsridderen. Da de var kørt sad jeg lidt og planlagde i Mejeriet, der fungerer som forsamlingshus. En byge holdt mig kortvarigt fanget, og jeg først kom afsted kl. 10.

 

Via Skanderup og Gelballe kom jeg til Ejstrup, hvor jeg holdt en kort pause ved Kolding Å. Efterfølgende gik turen forbi Hvilested op til Lejrskov Kirke, hvor jeg var en tur i kirketårnet sammen med Andra Pachai og tage billeder ud over den østlige krydsning af E20. Kirken ligger højest i landskabet i hele omegnen, og her skal være en kløverudfletning mellem de to motorveje for den krydser Åkær Ådal - et af de øvre dele af Kolding Å. Det skal nok blive spændende med støj i alle retninger.

 

Efter kirken besøgte vi minkavler Peter Hindbo, der lige som mange andre landmand får skåret sin jord midt over af motorvejen. Han er også naturinteresseret og fortæller, at der er slørugle i hans lade og muligvis vagtler i kornet.

 

I Jordrup fik jeg en is og en flaske koldt vand af en af de lokale. Efter Knudsbøl stoppede en venlig lokal og smed en kold dåsecola i min hånd med ønsket om god vind. Herfra drejede jeg ind til Skærsø, hvor en mand i overalls og strømpesokker løb halvt ud i en stubmark og råbte af mig for at høre, hvad jeg var for en karl. Det var Ole, og han kaldte på sin kone, Sonja. De var begge naturelskere ved Skærsø, og de havde endnu ikke skrevet under på http://haervejsmotorvejnejtak.dk/. De troede først, at jeg var englænder og bar på Union Jack som fane.

 

Ved skærsø mødte jeg flere badegæster. Den ene gruppe var en ung familie med to børn. De var ikke klar over, at motorvejen kan komme til at gå tæt på Skærsø, og at der var en underskriftsindsamling i gang. Men de boede selv ved Vorbasse, mens farmor boede ved Bække. Det er begge to byer, som bliver berørt af det vestlige forløb. To ældre damer fra Egtved badede også, men de var af en mere opgivende indstilling i fht motorvejen. Men opildnet af vandreren ville de skrive under og opfordre andre til det.

 

Ved Skærsø kom det helt store brede smil over frem på biologen. For naturnørderne så jeg: strandbo, tvepibet lobelie, rundbladet soldug, djævelsbid, tormentil, brunlig perlemorsommerfugl samt blomstrende hede- og klokkelyng. Gallowaykreaturerne stod i vandkanten, som har trukket sig langt ud i tørken. Her vil motorvejen måske gå vest om og støje og forurene Skærsø.

 

Efter Skærsø gik turen via Vester Torsted og jeg kunne gå de første km på selve Hærvejen, hvor jeg overnattede på et Hærvejsherberg kaldet Ølgård. Turen går dag 3 til Frederikhåbsplantage, Randbøl, Vandel og videre op øst om Givskud til Kollemorten.

 

Thomas9web.jpg 

...

 

1/8 Held i uheld på Hærvejen på dag 3

 

Dagen begyndte med en vandring fra Hærvejsherberget Ølgård langs den lidt trafikerede Hærvej i morgendisen. Turen gik gennem Randbøl, Vandel, Mørup, Førstballe, Rostrup, Vester Smidstrup, Farre, Riis og frem til herberget Hærvejscentret i Kollemorten.

 

Kl 7.15 var jeg direkte igennem på P4 Midt og Vest. Efterfølgende fandt Finn fra Bække mig i bil, da han havde hørt om mig i radioen. Han er en rødhåret skægget herre, der også inderligt er imod Hærvejsmotorvejsprojektet. Han ville prøve at få flere underskrifter fra Bække.

 

Dernæst gik turen gennem Frederikshåb Plantage, hvor to mulige motorvejsløsninger går igennem den østlige del af plantagen ved Røserne https://www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/randboel-hede-og-Frederikshaab-plantage/historie/ . Motorvejen deler sig dernæst i to mulige løsninger, hvor den vestlige går gennem Vandel Flyveplads ca. 1 km fra Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage, mens den østlige ødelægger det meste af området ved Randbøl.

 

I Frederikshåb Plantage mødtes jeg med tidlige museumsinspektør Kirsten Rygind-Eriksen for at lave en artikel til Vejle Amts Folkeblad https://www.vafo.dk/article_gallery/554018 . Senere mødtes både Kirsten og jeg med Radio24syv for at vandre med en journalist og lave optagelser fra området ved Plantagen og Randbøl Kirke. Reportagen vil blive sendt torsdag den 2/8 kl. 6 med efterfølgende debatprogram.

 

Den megen pressesnak sinkede mig en del og rykkede mig ud af vandrestemningen. Der var afbræk og vi kørte lidt rundt med min kæmpe fane i bil for at nå optagelser de rigtige steder. Dernæst blev jeg kørt tilbage til mit udgangspunkt ved Hærvejen syd for Randbøl, og jeg gik op til Vandel Brugs for at spise. Vandel vil få enten Hærvejsmotorvej enten vest eller øst om byen. Enkelte havde hørt om vandringen, hilste på og diskuterede lidt med mig.

 

Efter lidt frugt og drikkelse gik vandringen videre nordpå i eftermiddagsheden, og jeg var ved at smelte bort på landevejene. Hele dagen blev enmandshæren forfulgt af meget energiske fluer. Jeg kom forbi to døde grævlinger selv på de små landeveje. En motorvej ned gennem Jylland vil opdele bestandene af mange dyr, og effekten af E45 kan allerede ses genetisk på grævlingene https://www.researchgate.net/publication/50889446_Effects_of_habitat_on_the_Eurasian_badger_Meles_meles_subpopulations_in_Denmark

 

Dernæst fulgte en længere tur rundt i et fantastisk hærvejslandskab med bakker, græssende dyr og småskove. De jeg endelig, endelig og langsommere og langsommere nåede ud til den spritnye og brede Bredsten Landevej gik jeg i det uendelige imod Farre, mens biler susede forbi. Syd for Farre drejede jeg for tidligt ind og kom på afveje. Men ofte kan en vildfarelse føre til meget godt.

 

Familien Skriver Nielsen og deres naboer kom undrende ud til vandringsmanden med dåseøl i hånden. Familien er juletræsproducenter, og de troede, at jeg med min fane måske var aktivist mod juletræsproduktion. Sådan en, der slipper juletræer ud af indhegningen om natten.

 

Familien og deres gæster skulle til at indvi den helt nye og flotte grillpavillon på et bakkedrag ved juletræerne, og jeg blev inviteret på øl, champagne og grillbøffer. Det var dejligt med hyggeligt selskab og et par gode grin med tunge fly mod Billund Lufthavn i baggrunden.

 

Senere fulgte en tung vandring de sidste 15 km mod Hærvejscentret i Kollermorten, som jeg først nåede kl. 22.30. Fuldstændig udmattet efter 45 km i stegende hede og svirrende fluer.

 

Thomas12web.jpg

 

2/8 Uendelige landeveje og en tung dag 4

Jeg sidder nu i Nørlund Plantage tæt ved det østlige Hærvejsmotorvejstracé mellem Ikast og Ejstrupholm. Jeg er gået væk fra selve Hærvejen og følger nu Hærvejsmotorvejen, der drejer vest om Rørbæk Sø-systemet, hvor Hærvejsvandreruten går øst om. Det var en tung dag i brændende sol og med uendelige,lige veje, vabler og slidsår og muggen rugbrød. Højre fod er ret ødelagt på grund Vejdirektoratets fine vejprofiler, der gør, at regnvandet kan løbe af, så jeg går skævt det meste af dagen.

Der har været mange sjove oplevelser undervejs: Schweiziske, kristne pilgrimme på Hærvejen, en klog kvindelig kunstner, indianske tanker og citater, øldrikkende Bøje og Jens- Erik i den flotte Ålbæk Restaurant og en nat i fuldstændig stilhed, hvor jeg måtte overnatte i en bivuak syd for Isenvad. 

Af naturområder kom jeg imellem Lindet- og Tinnet Krat, forbi den meget fine Odder Bæk med odder og løgfrø i området, jeg krydsede Skjern Å, gik gennem Hastrup Plantage og Tykskov Krat, krydsede Omme Å og endte som sagt i Nørlund Plantage. Som alt så sortest ud kom en skovarbejder fra Isenvad ud fra plantagen i bil og kunne vise vej mod teltpladsen, som jeg dog aldrig fandt. I stedet lavede jeg en lejr ved en rodvælte.

Thomas14web.jpg

3/8 Hobbitfødder på dag 5
Følger stadig det østlige Hærvejsmotorvejsspor, der slår et slag vest om Ejstrupholm og op mod nord mellem Bording og Engesvang. Turen gik ud i det muligvis kommende tracé mellem Nørlund- og Glusted Plantage. Jeg har problemer med slidsår og vabler i solen og på asfalten. Landmændene høster kornet som desperate i varmen, og jeg må ofte time min haltende gang til vandmasserne for at undgå at blive oversprøjtet af markvanding ved vejen.
Jeg har siden i går eftermiddags fulgt Danmarks grimmeste og mest markante højspændingsledning, som jeg kender fra Esbjerg motorvejen ved Vejen. Jeg er løbet tør for strøm på min gamle mobil, så alt kontakt med omverdenen er forsvundet. Det gør dog ingenting, da jeg blot har brug for fred og ro til dagens lange stræk. Jeg holder en lang siesta i skygge med udsigt ud over det mulige motorvejstracé øst for Isenvad.
Jeg krydser den øst-vestgående motorvej og går ind i Bording, hvor jeg vækker en del opsigt i Fakta med min bundgarnspæl. Jeg får lidt salt, frugt og vand på en bænk i centrum, hvor jeg også kan ordne mine sorte hobbitfødder med nye vabelplastre og bristede blærer til den videre vandring.
Alle jeg snakker med i byen aner intet om motorvejsplanerne mellem Bording og Engesvang, og Ikast-Brande Kommune sælger byggegrunde ved tracéet ligesom Kolding Kommune gjorde det ved Dollerup Sø velvidende, at de anbefalede et tracé umiddelbart vest for.
Jeg går igennem Engesvang og kommer om til Bølling Sø, der er skabt ved tørvegravning, og hvor Tolderlundmanden er fundet. Det er en lang men smuk vandring ned til Hærvejsherberget Kragelund Præstegård. Min vandrestav stikker lidt ud blandt de øvrige 4 pilgrimme, der skal overnatte.

 

Dag6 og 7. Skidt slutspurt 4/8-5/8
Dagen starter godt, men ender i en katastrofe.
Fødderne har det ikke for godt, og jeg er mere og mere træt. Jeg må overnatte i en vejkant og gå tidligt mod Viborg. Det har været en lang, hård tur, selvom det har været skønt og sjovt. Nu er det halvt drøm, og halvt virkelighed. Jeg forestiller mig, hvordan hære har marcheret i morgendisen i Dollerup Bakker ind mod Viborg. Jeg nyder skønheden i bakkerne, men må tidlig morgen humpe mig det sidste stykke ind af den korteste vej og ser, hverken Skelhøje eller Hald Ege.
Efter et stop ved Viborg Domkirke, hvor jeg på ridderlig vis har sat Ulrik Wilbek stævne, tager jeg udmattet toget den lange vej hjem. Samtidigt har såmænd glemt, at jeg har bedt min kæreste komme op for at møde mig. Katastrofe.
Nu bliver der lidt at rette op på forskellig vis derhjemme - både fødder og familieliv skal vist i balance igen. Men det har været et sjovt eventyr. Jeg vil opfordre alle til at køre af fra motorvejene og opleve det danske landskab, overnatte mærkelige steder, møde de andre danskere og nyde stilheden i skovene.
Gå nu Hærvejen i stedet for at sidde at sidde i kø ned til Caminoen. Der er masser af spændende mennesker, skøn natur og seværdig kulturhistorie. Jylland er et dejligt land. Og en kvinde, der lader en tage af sted på denne måde er min skønjomfru.
Jeg håber, at Venstre, Vejdirektoratet, væsler og vilde violer har fået sig en væmmelig forskrækkelse. Tak for denne gang. Tak til alle, der har hjulpet mig undervejs.
Don Thomas de la Venborg og landeveje

Thomas_Viborg_web.jpg

SENESTE NYT
Enmandshærens beretning
Biolog og naturvejleder Thomas Nielsen fortæller
Læs mere

Afholdt generalforsamling 2018
Generalforsamling Hærvejsmotorvej Nej Tak 2018-03-19
Læs mere

Generalforsamling 2018
er den 19. marts kl. 18.30 - 21.00
Læs mere